25 timers obligatorisk læringstilbud
Den 1. juli 2019 blev der indført obligatorisk læringstilbud jf. dagtilbudslovens § 44, som betyder at alle børn i alderen 1-2 år, der bor i udsatte boligområder og som ikke er indskrevet i dagtilbud, skal optages i et obligatorisk læringstilbud, når de fylder 1 år.
Formålet med det obligatoriske læringstilbud er, at børn så tidligt som muligt kommer sammen med andre børn i et dagtilbud og lærer danske traditioner og værdier.
Det er også et formål, at børn så tidligt som muligt får trænet og udviklet de grundsten, som er nødvendige for at udvikle et godt dansk sprog. Sådan får børnene en god start på at lære det danske sprog og gode forudsætninger for at lære i skolen.
Hvad siger loven?
Det obligatoriske læringstilbud er 100 % kommunalt finansieret, dog med undtagelse af udgiften til bleer og frokost – udgiften hertil skal forældre afholde. Udgiften til frokost er opgjort til kr. 663 pr. måned i 2020, I skal selv medbringe bleer, mens det opholder sig i dagtilbuddet.
Det obligatoriske dagtilbud er på 25 timer om ugen og er placeret i udvalgte daginstitutioner i henholdsvis Taastrup og Hedehusene. og barnet skal være i dagtilbuddet i alle 25 timer, helt præcist i tidsrummet fra kl. 9-14.
Har barnet fravær fra det obligatoriske læringstilbud uden gyldig grund, så vil børnefamilieydelsen blive stoppet, indtil barnet er i dagtilbuddet igen.
Som en del af det obligatoriske læringstilbud, er der krav om, at forældre også deltager i målrettede læringsforløb. I Høje-Taastrup Kommunen betyder det, at begge forældre skal være med i dagtilbuddets hverdag i 12 timer i alt, mens barnet lærer at være i tilbuddet. Desuden skal begge forældre deltage i 3 obligatoriske forældremøder af 2 timers varighed.
Formålet er, at forældrene får metoder til, hvordan der derhjemme kan arbejdes med at udvikle barnets evner til at lære og til at udvikle barnets sproglige evne.
Dispensationsmuligheder
Forældre kan også selv sørge for, at barnet får en god start på at lære det danske sprog og de danske traditioner og værdier, mens det opholder sig i hjemmet.
Ansøgning om dispensation
For at få dispensation, gøres der opmærksom på følgende krav:
1. Mor eller far skal selv være hjemme med barnet
2. Mor og far skal begge tale og forstå dansk på et niveau, der svarer til 9. klasses afgangseksamen
3. Den forælder, som er hjemme med barnet, skal sørge for, at barnet udvikler de færdigheder, som det ellers ville lære i det obligatoriske læringstilbud. Det betyder, at barnet skal:
a. Støttes i at udvikle et godt dansk sprog
b. Støttes i at lære om de danske traditioner og værdier
Tilsyn i hjemmet
Høje-Taastrup Kommune har pligt til at føre tilsyn med obligatoriske læringstilbud udført i hjemmet af forældrene selv.
Derfor vil der komme en pædagogisk konsulent på besøg i hjemmet. Formålet er at vurdere, om barnet har de rette muligheder for at lære det danske sprog og danske traditioner og værdier.
Et pædagogisk tilsyn består af to ting:
1. en samtale med forældrene om, hvordan der arbejdes med barnet omkring at støtte barnets udvikling
2. kigge på, hvordan der arbejder med barnet helt konkret, for eksempel når barnet pusles, spiser frokost med barnet eller når der leges, synges eller læser med barnet
Den pædagogiske konsulent vil bagefter tale med forældrene om, hvad der observeres under det pædagogiske tilsyn og forældrene vil få vejledning omkring, hvordan der kan arbejdes videre med at udvikle barnets færdigheder.